Internationalt / Honduras

Honduras

Proyecto Timoteos
- et samarbejde mellem BBU og UJBH (Unión de Jóvenes Bautistas de Honduras)

Proyecto Timoteos er BBUs nyeste skud på stammen af samarbejdsprojekter, der søger at forbedre forholdene for udsatte børn og unge i Honduras.
I forsøget på at skærme fra de belastede forholde de kommer fra, oplever mange børn og unge som vokser op på børnehjem, at miste kontakten til sin biologiske familie og verden udenfor børnehjemmet. Når den unge nærmer sig det 18. år - og det er på tide at starte et liv op udenfor børnehjemmets beskyttende mure - kan der derfor være behov for en hjælpende hånd. Fælles for alle unge er, at de skal starte uddannelse og finde et job, så de kan forsørge sig selv i et land med stor arbejdsløshed. Med et sparsomt netværk kan det ofte være en ensom proces og risikoen for at ende på gaden og blive nødsaget til at tjene penge ved prostitution eller kriminalitet er stor.

Dette forsøger Proyecto Timoteos - med støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) - at forhindre ved at bygge bro mellem unge der bor på børnehjem og unge frivillige fra vores partnerorganisation UJBH.

Det overordnede formål med projektet er, at unge voksne fra børnehjem får mulighed for en succesfuld integration, tilpasning og udvikling i det honduranske samfund. Herunder har projektet to delmål. Det første er, at BBUs partnerskabsorganisation UJBH får kapacitet til at udvikle sociale projekter med fokus på unge voksne fra børnehjem. Det andet er, at udvikle mentorrelationer mellem unge frivillige fra UJBH og unge voksne fra børnehjem. Disse mål søges opnået gennem forskellige aktiviteter såsom workshops, projektmanagement- og designtræning, promoveringsaktiviteter, besøg på børnehjem, mentoraktiviteter og i sidste ende udvikling af en mentormanual. Herigennem støttes UJBH til at blive en stærk og bæredygtig organisation, som kan gøre en forskel for honduranske unge langt ud i fremtiden.

UJBH
UJBH står for Unión de Jóvenes Bautistas de Honduras og svarer til BBU i Honduras. Organisationens overordnede formål er at gøre unge baptister bekendt med bibelens budskab. Derudover er et mål at være den officielle repræsentation og kommunikationsleddet mellem regionale foreninger, for at opretholde nære relationer og bidrage til at opfostre gode borgere. Dette gøres ved at udvikle en strategisk plan primært baseret på kristne værdier. Med sine principper og værdier søger UJBH efter muligheder til at påvirke andre, til at blive bedre medborgere. I arbejdet med Proyecto Timoteos håber UJBH på at styrke organisationen og hvad den repræsenterer for tusindvis af unge over hele landet.

UJBH har en velorganiseret struktur som strækker sig ud over forskellige områder i Honduras. Den består af 14 ungdomsforeninger i forskellige regioner i landet. Foreningen i Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras hvor projektet vil være forankret har ca. 1500 unge medlemmer. De frivillige som deltager i projektet vil være fra forskellige bydele i Tegucigalpa.

Honduras
Honduras ligger i Mellemamerika. Ud af en befolkning på 8,07 millioner lever 66 % i fattigdom (Verdensbanken 2015). I landdistrikterne bor omtrent 1 af 5 i ekstrem fattigdom tilsvarende mindre end $1,90 USD om dagen[1].

På trods af, at økonomien er i bedring er Honduras det land i Latinamerika med den højeste ulighed.

Derudover kæmper landet med en høj grad af kriminalitet og vold. Således har Honduras en af de højeste mordrater i verden (59 mord pr. 100,000 indbyggere i 2016 ifølge Observatorio de Violencia på Universidad Nacional Autónoma de Honduras).

En væsentlig udfordring for Honduras, er den store generation af unge mennesker og med en medianalderen på 23,8 år[2]. En stor del af disse lever på gaden og går under betegnelsen ”resistoleros” hvilket betyder limsniffere.
UNICEF anslår at der er op mod 100 millioner gadebørn rundt om i verden og her har Honduras desværre også en stor andel. Når børnene er på gaden er der ikke nogen til at passe på dem, og det vil sige at for at skaffe mad bliver de nødt til at tigge, stjæle eller prostituere sig selv. Deres situation gør dem til nemme ofre for voksne, som kan finde på at udnytte deres situation og derfor slår børnene, kidnapper eller udnytter dem seksuelt. Dette er bl.a. medvirkende til, at en stor del af Honduras’ teenagepiger selv mødre (24 % i 2012).

Læs mere om UJBH:
http://www.conibah.com/comites-y-promotorias/promotoria-jovenes/90-20150006

Søg mere viden om Honduras:
unicef.dk/artikler/fakta-om-gadeboern 

Det danske Emmanuel Team består af:
Miriam Kristensen, Oliver Ohlsen, Andreas Daugaard, Hanna Daugaard, Betina Wind og Rebekka Vikkelsø Held-Hansen


Få mere info om projektet på:
Facebook: https://www.facebook.com/TimoteosDK/?fref=ts

[1] http://www.worldbank.org/en/country/honduras/overview
[2] http://data.worldbank.org/indicator/SP.POP.0014.TO.ZS?contextual=aggregate&end=2015&locations=HN&start=2000&view=chart

BBU - Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund | Rosenlunden 17, 5000 Odense  | Tlf.: +45 2578 3262 | bbu@bbunews.dk